SRPI 2014 single-hand i Accent 26 "Anna"

Accent-klubben havde inviteret til sparke-dæk-træf i Jyllinge Sejlklub, fredag inden SRPI 2014.

Accent-sejlere fra flere generationer mødtes, for at udveksle fiduser, fortælle historier og hygge igennem inden årets Sjælland Rundt På Indersiden. Dagen sluttede med grill og spisning i Jyllinge Sejlklubs klubhus - det var super hyggeligt og meget motiverende, for at arrangere et nyt træf til næste år. 
 
Accent-klubben har delt den følgende turberetning, af Kristian Skjærlund "Anna" med os...

SRPI 2014 single-hand beretning 

Lidt om mig: Jeg har sejlet hele mit liv. Født i 1970 i en gammel motorbåd, sejlet Danmark tyndt som barn, med mine forældre og søster. Startede windsurfing som 14 årig, surfede i Danmarks Rangliste i 5 år. Købte Accenten for 8 år siden.
 
Sejler kapsejlads med min ven i hans Drabant 36. Har sejlet SRPI 4 gange, Fyn Rundt 3 gange, Gilleleje Cup 2 gange på forskellige både: (Luffe 37, Luffe 43, Dragonfly 28 SPORT, Solus Alta, H-båd, Banner 30, Banner 34 og min egen Accent 26). Underviser i praktisk sejlads ifbm duelighedsbevis i Jyllinge Sejlklub. Har tilmeldt mig Sølvroret i september.
 
Er inspireret af Christian Liebergreen som sejlede Skagen til Skagen, jorden rundt! Det har jeg dog ikke planer om. Hørte Christian Liebergreens foredrag i vores sejlklub i vinters. Meget spændende!!!! SRPI tages som træningssejlads til Sølvroret.
 
Fredag 20/6-14: Starter med Accent 26 træf i min hjemhavn Jyllinge. Super hyggeligt og sjovt at se de andre både.
 
Lørdag 21/6-14: Alle Accenter sejler samlet mod startområdet ved Selsø Hage, ca 1 times sejlads fra Jyllinge. Nogle var ubekendte med smutvejen gennem ”Kabelrenden” som ellers er godt afmærket med båker på land, og kompaskoste. Her sparer vi ca 20 minutter.
 
Accent'erne sejler ud fra Jyllinge
 
Vejrudsigten lover middelvind på 10 m/s og vindstød op til 15 m/s, så de fleste havde et reb i storsejlet, og godt rullet ind på forsejlet.
 
Det er min første sæson med rullesejl, så inden start trimmede jeg skødepunkter og syntes ”Anna” gik godt på kryds.
 
Start for mig var 09:08:00 som Accent nr 2. Segin havde start 09:05:00. Iflg mit ur (gps tid på kortplotteren) startede de 09:03:10. Sejladsen er i gang!! Kan se jeg går lidt højere end Segin. Har Lars Plejdrup (Drabant 24) liggende 1 minut efter mig. De øvrige Accenter kommer også krybende og jeg syntes de har god fart på ifht til mig.
 
Accent 26 - Springeren
 
Mærker vinden springer 3-5 grader, prøver at vende når den skralder. Ser ud til at virke da Segin er klart passeret på opkrydset. Men Drabant 24 hænger ved på halvvinden mod Møllekrogen. Vi sejler samme fart. Ved vendingen om mærket ved Møllekrogen er Drabant 24 hurtig og har næsten indhentet mig. På vej mod Herslev forsøger jeg at falde lidt for at få god afstand til land med bakker og høje træer som giver dårlig vind.
 
Syntes ikke jeg bliver belønnet for min strategiske beslutning, men taber heller ikke! Ved Langholm passere Drabant 24 mig ved mærkerundingen. OK, den sejler sgu godt den Drabant 24, og Lars er en dygtig skipper, og han sejler på hjemmebane!! Ja ja….masser af undskyldninger!! ;-) Jeg føler jeg sejler optimalt, og føler mig ikke handicappet af at være solo sejler ifht de øvrige både. De andre Accenter kan svagt skimtes bagude: Succes!
 
Retur mod Gershøj/Nørrerev og ud i Breddingen, lige i hælene på Drabant 24, vender om og sejler plat læns. Genuaen rulles helt ud og der er godt skub i Accenten. Er fint tilfreds med farten på 6,5 – 7 knob og overvejer IKKE at sætte spiler. Jeg indhenter på Drabant 24 og er helt tæt på. Får taget nogle billeder. Mine venner i Dagmar (Banner 34) kommer forbi og sætter spiler, jeg betragter spilersætningen og ser hvordan de accelerer.
 
Banner 34 - Dagmar
 
Jeg bommer storsejlet for at få fri luft til genuaen og bommer kort til efter tilbage igen for at få lidt skæring. Er meget opmærksom på ikke at gå for plat når storsejl og genua er skødet i samme side. Vigtigt genuaen hele tiden får luft! Passer nogenlude med 90 graders vinklen på vindexen = død zone, men mindre storsejl og genua skødes til hver sin side: butterfly. 
 
Granada 23 passeres gennem læen ud for Elleore. Ved mærkerunding ud foran Veddelev rulles ind på genuaen igen. På vej mod mål, foran-for-tværs kommer den lyseblå Albin Ballad og passere mig. Den bar fuld storsejl og genua, 3 mand på siden. Flot syn. Den sejlede betydeligt hurtigere end Accenten.
 
MÅÅÅÅÅÅÅL som første Accent kl 11:55. Det havde jeg ikke regnet med. God fornemmelse!! Transportsejlads til Frederikssund Broen. Rullede godt ind på genuaen men cruisede alligevel med over 6 knob. Vinden havde også tiltaget lidt. Efter Skuldelev ved kompaskosten var vinden direkte imod. Jeg startede den 1 cylindret Yanmar i bedste tursejler-stil når vinden er imod, og rullede genuaen helt ind og havde kun storsejlet oppe.
 
Sejlede et par minutter da pludselig motoren døede!! Øv…. Ud med genuaen igen og krydse gennem sejlrenden. Havde ikke fået tjekket præcis hvor meget diesel der var tilbage i tanken, men gættede på ca 5 liter. Der var kun 2 liter så motoren havde fået luft da båden krængede. På krydset opdagede jeg pludselig SB bagerste undervant var meget løs, havde skruet sig selv ud, kontra møtrikkerne havde ikke holdt.
 
Skulle jeg udgå af sejladsen? Ingen motor og beskadiget rig? Og udsigt til endnu hårdere vind!! På med selvstyren, ud på rælingen og bese skaden. Troede gevindet var ødelagt, men ingen skader. Den havde bare skruet sig selv ud!! Så jeg fik den hurtigt strammet. Motoren kan jeg altid ordne på Orø. Så videre i kapsejladsen. Jeg måtte slæbes af Verona gennem Frederikssunds broen.
 
Kignæs: start på en foran-for-tværs, god fart i båden. Men jeg kan se de andre Accenter sniger sig ind på mig allerede inden Dyrnæs Hage. Hårdt opkryds på området foran Frederiksværk. Havde svært ved bølgerne, som bremsede båden. Et eller andet er ikke i orden på båden! Alt for stor kryds-vinkel. Tjekker altid krydsvinklen på gps’en, og her var den ca 100 grader. Efterfølgende kan jeg se skødepunktet var for langt tilbage så forsejlet ikke har lukket ordentligt, og jeg dermed ikke har kunne holde ordentlig højde. Øv… havde jeg dog bare tjekket det!
 
Accent 26 - Anna

Problemer med SB bagerste undervant igen. Hang og dinglede igen!! På med selvstyren og ud og fikse det, med livline på selvfølgelig!! Fik våde sko og bukser da bølgerne rullede ind over rælingen. Men fik det ordnet. Tabte stort til Accenterne feltet på opkrydset, men ved Kulhuse Renden var det som om mange af Accenterne gik for højt ifht lay-line til de grønne bøjer i sejlrenden.
 
Pludselig havde jeg kontakt med feltet igen og var tæt på Segin. En stor Coaster skulle selvfølgelig pløje sig igennem Kulhuse Renden , men jeg sørgede for at holde klar til luv: ingen problemer.
 
Lynæs mærket passeres, tæt på Segin, fuld galop rundt om skydeområdet, med udrullet genua. Dejligt at sejle i bølger, det er en sjældenhed i Roskilde Fjord. Langsomt henter jeg ind på Segin. Skønt at ligge side om side og se den smukke Accent bryde bølgerne for fuld fart. Ydermærket ved skydeområdet: jeg er foran Segin!! Yes…. Nu er det agten for tværs i dejlige bølger. Prøver at fange bølgerne og surfe med, vinden flover lidt og tanken om spiler flyver rundt i hovedet på mig. Men så kigger jeg på loggen som ligger på 6,5-7,5 knob og tænker det vil gå galt hvis jeg forsøger. Ingen andre Accenter sætter spiler.
 
Så kom der lidt regn med det stopper hurtigt. Orø Øster Løb kabelfærge. Den har lige lagt til på Orø. Glæder mig over fri passage, men 100 meter før jeg krydser kablerne sejler den ud, og jeg ser kablerne spændes!!! Hvad gør jeg??? Jeg holder på og håber jeg ikke rammer kablerne. Færgemanden opfanger min beslutsomhed og slækker kablerne og lader mig passere! Heldigt?? Jeg kender ikke reglerne for passage af kabelfærger, jeg skulle sejle en rimelig stor omvej hvis jeg skulle gå bagom! Dronninge Dyssen rundet.
 
Vejret viser sig fra sin flotteste side: let vind, høj sol. Jeg bliver indhentet at Beneteau 331, men efter Dronninge Dyssen ligger vi side om side og holder max højde, vi sejler lige hurtigt!! Vinden flover lidt mere, og Beneteauen sejler langsomt fra mig. Holbæk Anduvnings bøje passeres. Jeg fortsætter for sejl ind i Holbæk havn da motoren ikke virker! Kommer fint ind i Orø Havn og glider stille og roligt op på siden af Von og ligger der som 4. båd uden på.
 
Lørdag i Orø Bådelaug
 
Dejligt at komme i land, fik en øl med mine nye venner på Verona inden aftensmad i klubhuset på Orø. Hyggelig aften på Orø. Efter maden tilbage på Anna, og udlufte motoren.
 
Søndag 22/6-14: Ud af Orø havn for motor uden problemer. Fuld fart mod Nykøbing på en foran for tværs med nogle kraftige vindstød. Fik hentet ind på Segin, men blev langsomt hentet af de andre Accenter. Omkring sydkosten ved Nykøbing kom Springeren forbi og satte spiler. Jeg var også begyndt at gøre klar til spilersætning, og op med den!!

Dejligt at mærke rykket for spileren. Det var den mindste spiler, men den passede fint til vinden. Valgte at køre med genuaen også, da det var en skærende kurs, tæt på halvvind. Både spiler og genua fik vind og gav fremdrift. Til min store overraskelse kunne jeg følge med de andre indtil vi nåede til Lynæs hvor vinden flovede, så kom de store spilere til deres ret, min lille spiler manglede nogle kvadratmeter.

Polaris Drabant og Accent 26

De fleste Accenter var nu forbi.
Mærkerunding ved Frederiksværk: Skulle jeg bomme spileren og fortsætte? Så nogle af de andre have svært ved at holde spileren. Min selvstyrer var også blevet meget ustabil. Kompasset i selvstyreren svingede med 30 grader.
 
Har senere fundet ud af det skyldes lav batterispænding. Så det var en vigtig læring til Sølvroret: at have fuldt opladet batterier, og måske et ekstra batteri. Men spileren kom ned ved mærkerundingen, lidt kluntet da selvstyren drillede, men ned kom den. Fuld fart frem til Kignæs og dermed mål!! Desværre gik en Accent på grund.
 
Alternativt træf for Accent 26'ere
Hårdt arbejde omkring ”Springeren”

En Polaris Drabant spurgte om assistance til at blive slæbt gennem Frederikssunds Broen. Min motor virkede jo, så jeg trak dem igennem.

Men 75 meter før broen, satte motoren ud, og jeg måtte slippe slæbelinen, og selv fortsætte for sejl gennem broen. Der var stadig luft i diesel til førelsen. Så endnu en gang måtte jeg sejle i havn uden motor.
 
Hjemme i Jyllinge igen, en stor oplevelse rigere, og ømme arme. Søndag aften hjemme i sofaen sidder jeg med et stort smil og er super tilfreds.

Accent 26 og Concorde 38
”Verona” kæmper mod overmagten. Billedet taget fra ”Springeren”
Ċ
S.R.P.I Inderfjord,
11. nov. 2014 22.51