Turberetning fra Æfnitýr

Skibet var ladet med store forventninger da vi fredag aften pakkede det mest nødvendige i båden og tog på weekend. For første gang i besætningens historie skulle vi være med i en vaske ægte kapsejlads. Godt nok skulle vi bare med som tursejlere, for båden hører ikke til de hurtigste i søen, men alligevel!
 
For størstedelen af besætningen var det første gang, så vi var spændte på hvordan det ville være. De sidste dage inden starten gik, var vejrudsigten blevet studeret og vurderet, så det var lige før der blev talte om vindretning og styrke i børnehavens sandkasse. Der blev lagt store planer mens vi belæsset med tasker og proviant gik ud mod båden.
 
Vi vidste at vi i hvert fald kunne gennemføre ruten, for distancen var overkommelig. MÅSKE kunne vi med den rigtige vindretning oven i købet gøre os gældende, og sejle noget der mindede om lige så hurtigt som nogle af de andre både. I kahytten blev der studeret søkort og vejrudsigter til langt ud på aftenen. Det var måske ikke den helt rigtige taktik, og nu kommer alle undskyldningerne for hvorfor det ikke var os der løb med sejren. 
 
Vores båd er en langturssejler, så der gik ikke længe fra besætningen var kommet ombord til tempoet var sat ned i et helt andet, end det der er udenfor rælingen. Lørdag morgen løb tiden fra os, og vi endte med at sejle over start en halv time senere end beregnet. Hmmm ikke just den bedste start, men forventningerne var stadigvæk hvor de hørte hjemme, solen skinnede, humøret var højt og fjorden var smuk, så det var svært at få armene ned.
 
Op til flere gange var vi ved at indhente feltet, men måtte se os slået da vinden døde ud og vi i omkring tre timer sejlede med under 1 knob forbi Kulhuse. På et tidspunkt var vi ved at være nervøse for om vi ville blive sejlet ned af færgen, der nåede et par gange fra kyst til kyst inden vi kom forbi dens rute.
 
Efter den oplevelse stod det klart, at vi ikke ville kunne nå rundt hvis vi skulle ind og være med til den sociale del af SRPI. Derfor valgte vi at gå ind i Frederiksværk først på eftermiddagen, så de mindste besætningsmedlemmer kunne komme på legepladsen. Chancen for at vi ville kunne nå helt ned til Marbæk inden spisetid var for lille, og så ville vi hellere have en hyggelig eftermiddag i havnen i stedet.
 
Vel i havn fandt de små en legekammerat på broen, og susede af sted iført redningsveste og masser af planer. Skipper skiftede olie på gearet der lød underligt da vi (efter at erkende vi måtte udgå) startede motoren, og skipperinden nød den sjældne luksus at sætte sig med en kryds og tværs på dækket og nyde solen og lyden af børnenes glade stemmer.
 
Næste dag skulle vi ”bare” hjem, og det kom vi efter at have været en tur forbi Kulhuserenden når den er værst. Som det dog hoppede og gyngede, og ledte tankerne hen på dengang vi lå i Biscayen, som Skæg udtrykker det. Hjem kom vi, men vi var glade for, at vi selvom det var fristende at sejle videre lørdag eftermiddag, nøjedes med at sejle fra Holbæk til Frederiksværk. Der var en hverdag der skulle passes mandag morgen, så det var rart at turen tilbage ikke var længere end den var, med søndagens vindretning.
 
Selvom det til tider var frustrerende på grund af den manglende vind, var det også befriende at sejle for sejl alene, og nøjes med at komme derhen hvor vinden blæste. Det må vi prøve igen.
 
Næste år får I kamp til stregen, for det er absolut ikke sidste gang vi har været med til SRPI
 
Med venlig hilsen
Lasse Jarl & Malene Wilken
S/Y Æfnitýr
Lasse bruger alle sine kapsejlads-kneb 
Sebastian holder udkig
 
Marie laver aftensmad