Planlægningsmøde 9. marts 2014 i Herslev Strand Sejlklub

Deltagere: Poul (Roskilde), Flemming (Frederikssund), Niels (Veddelev), Poul (Hundested), Michael, (Frederiksværk), Martin (Jyllinge), Tina og Lars (Herslev), Bjarne (Orø) og Connie (Bramsnæs / Orø).
 
Som det fremgår af nedenstående referat blev punkterne behandlet lidt i den rækkefølge som debatten / snakken skred frem hen over eftermiddag efter en dejlig frokost.
 
Bemanding
Ole fra Nordhammer er fratrådt - tak for mange års stabil indsats. Velkommen til Martin og Michael, som er med for første gang. De friske kræfter, oven i den eksisterende bemanding, sikrer at sejladsen kan fortsætte sin udvikling.
Bjarne og Flemming påtager sig en større del af arbejdet fremover. Niels fortsætter for fuldt sving med regnskab og resultatberegning. Lars trækker sig lidt tilbage, men hjælper fortsat. Det ville være glædeligt, hvis Poul fra RS ville træde ind som fast medlem af gruppen - vi vil i hvert fald invitere igen. 
    
Deltagernes starttidspunkt
Starttidspunkt til beregning af samlede sejltid til brug beregning af placering: Det blev besluttet at det er starttidspunktet (det fra startlisten) der er gældende, selvom man starter for sent. Det gælder begge dage. Sådan har det også været tidligere, men det indskærpes over deltagerne.
 
Banen
Der er ingen baneændringer i forhold til sidste år.
Det skal være - og er - muligt at sejle hele banen rundt i SRPI med en båd der stikker 2,5 meter.
Rønnen nævnes som et giftigt mærke man skal være lidt opmærksom på. Der er sten tæt på og mærket ligger tæt på land.
 
Bøjer og afmærkninger
Niels kom ind på, at Holbæk sejlklub har ansvaret for 2 af de vigtigste bøjer når vi sejler SRPI. Nordbøjen samt den røde i Østre Løb.
Poul fra Roskilde rettede opmærksomheden på, at Vestre tur havde et Vestmærke. Det har det stadigvæk, men afmærkningen er flyttet sydover. Og så er der kommet et Østmærke der afmærker nordenden af revet.
Poul opfordrer sejlerne til at orientere sig på Fjordudvalgets hjemmeside.
SRPI burde måske kontakte Fjordudvalget, Emmanuel Gregersen samt Holbæk sejlklub med henblik på at tjekke at bøjerne er, hvor de skal være.
Niels tager kontakt hertil 14 dage før for et tjek på hvorvidt afmærkningerne / bøjerne er i orden.
 
Handicap (måltal)
SRPI fortsætter med TurLys for cruisingklassen, som i de tidligere år. TurLys er i vinterens løb blevet finpudset, så de er mere retfærdige. PDF-kopi findes nederst på siden.
 
Kan vi gøre noget ved broen i Frederikssund?
Halvtime åbning lørdag og søndag ville være en løsning. Martin fra Jyllinge Sejlklub tager fat i dette punkt og prøver at finde ud hvem der bestemmer hvad osv.
Der er et problem for mange sejlere specielt om søndagen. Sidste år lå der både og ventede der ikke kom med igennem mens der er åbent. En ny og uacceptabel situation vi ikke har oplevet før. Martin tager sig af denne opgave og tager kontakt til rette myndigheder.
  
Logbog
Husk ved indsendelse af logbog at der kun skal bruges tal adskilt via kolon og så er det meget nemmere for dem der sidder og skal samle alle data når bådens navn også er påskrevet logbogen.
Standerne sættes op i klubberne hvor der er overnatning. Et stort i flagspillet og gerne en mindre stander ved grillen. Herved er det synligt for alle deltagere hvor de kan overnatte og hvor SRPI har doneret enten kul eller gas til grillen. Kul og gas på bon sendes til Niels.
Overnatningshavn tilføjes i logbog, så vi har overblik over, hvor deltagerene søger hen.
Besætningens størrelse tilføjes i logbog, til brug ved single- og double-hand med mere.
 
Præmier - lagerstatus
Der er mange fine præmier på lager fra de tidligere år. Der er lidt af hvert. Ny ide fremme med lykke poser mm..
Sidste år blev der indkøbt lidt dyrere præmier ind som gik fint og blev valgt af. Præmier må ikke fylde for meget.
Der skal bruges for kr. 100-150,- på præmier pr. betalende båd.
En trøstepræmie / tredjepræmie skal være kr. 150,- værd.
Flemming finder præmier ind for kr. 8-10.000,- som bestilles hos Weidingerglas.
Det besluttes at vi igen i år skal have en lodtrækningspræmie ved tilmeldingerne. Den vil i år igen være 3 søkort over begge fjordene 116, 117 og 118 da dette var en succes sidste år.
Der trækkes lod blandt dem, der er tilmeldt 1. maj.
  
Årets stander
2014 standeren er hvid med rødt tryk. Rigtig flot. De blev udleveret til ildsjælene og kan rekvireres ved kontakt hertil.
10 standere til Frederiksværk, Roskilde 15 stk. Flemming 25 stk. til Marbæk og Frederikssund. Veddelev 10 stk. Hundested 5 stk. 7 til Orø og Bramsnæs. 15 stk. Til Lynæs og Hundested ca. 15 stk.
Overskud af gamle standere gemmes. Gamle standere er populære.
 
Hvidbogen
Forventes klar om ca. 10 dage. Det er Niels H. der slider med den opgave.
 
Plakater og anden reklame
Måske skal der tænkes lidt nyt i forhold til sidste år. Nyt billede på plakaten vi skabe yderligere opmærksomhed på arrangementet. Det forsøges at få plakaterne færdige så de kan komme ud i forbindelse med DS Generalforsamling og Bådudstillingen i Bella Centret.
 
Økonomi
Vi havde et planlagt underskud på kr. 7.500, - i 2013. I dette underskud er standerne til dette års SRPI inkluderet. Der står kr. 22.000 på kontoen - se udvikling.
Vi bruger de penge vi har. Egenkapitalen skal dog aldrig være under kr.15.000,-.
Havnefogeden i Lynæs glemte at samle sedler ind, så der opstod lidt rod i betalinger for overnatninger. Vi har betalt det opkrævede beløb, som var nogle hundrede kroner højere, end det vi fik ind fra deltagerne. Niels tager kontakt inden sejladsen, for at sikre at den aftalte procedure følges i år.
 
Sejlerskoler, single- og double-hand ved SRPI
Vi er blevet spurgt, om vi kan finde en måde hvorpå det kan signaleres, at det er en sejlerskolebåd der deltager? I forbindelse med møde om skolesejlads i DS-regi i Roskilde Sejlklub, har emnet været oppe at vende - det kan enten klares ved at benytte standere med tidligere års farver, eller den nemme løsning, at broflaget føres i hækstaget.
Sejlerskolebådene har deres egen konkurrence på tværs af løbsinddelingen. Mindst halvdelen af besætningen skal være sejlerskoleelever. Tilmelding kan ske i sidste øjeblik. Speciel vandrepræmie på 17,2 kg.
Singlehand, som opvarmning til Sølvroret i dejlige fjorde og beskyttet farvand. En sikker og rolig sejlads med masser af sejlere omkring en. Singlehandsejlere skal have deres eget løb og præmie; og det må gerne være en stor præmie.
Double-hand (TwoStar) sejlads kunne også være en præmiekategori.
Det noteres ved dette års SPRI, i hvilken kategori man sejler, samt antallet af deltagere i båden. Herved kan de både der gennemfører sættes i forskellige præmieklasser og en båd kan herved opnå mere end en præmie. F.eks. kunne en båd med 7-mands besætning opnå præmie for at være flest ombord :-)
 
Referat Connie A og Lars P
Ċ
S.R.P.I Inderfjord,
12. mar. 2014 23.48